Det Konservative Folkeparti har store ambitioner for Næstved. Vi stiller med en stærk kandidatliste og med en masse tanker og visioner for kommunens udvikling. For dig og for Næstved.
Vi elsker Næstved, og mener, at vi har et godt udgangspunkt. Al udvikling sker på baggrund af det
eksisterende, og Det Konservative Folkeparti i Næstved vil være garanten for, at kommunen bliver
rykket i en mere grøn og erhvervsvenlig retning. Vi vil satse på vores turisme og foreningsliv og vi skal sikre vores økonomi og kernevelfærd.For os handler det nye Næstved om, at vi skal bygge videre på vores gode fundament, men samtidigt hæve ambitionsniveauet og arbejde mere strategisk og målrettet.
Det nye Næstved skal have en sund økonomi.
En sund økonomi sikrer gode skoler og daginstitutioner, og ordentlig hjælp til de ældre, syge og handicappede. Næstved Kommune er en af de kommuner i Danmark, der ligger dårligst placeret driftsøkonomisk (Nummer 74 ud af 98 kommuner). Det skal der rettes op på!
Kultur, turisme og fritid skal styrkes – både i by og på land.
Vi har en kommune, hvor halvdelen af borgerne bor i landdistrikterne. Landdistrikterne er et aktiv for hele Næstved Kommune og vi vil skabe rammerne for, at det er attraktivt at bo i kommunens landdistrikter.
Et rigt forenings- kultur- og idrætsliv er med til at gøre Næstved Kommune attraktiv for såvel unge som
ældre. Næstved kan – både by og land.
Kommunen er til for borgere og virksomheder – ikke omvendt.
Det Konservative Folkeparti har langt om længe fået forhandlet på plads at dækningsafgiften fjernes, men der er lang vej endnu. Næstved Kommune ligger langt nede på listen over de mest erhvervsvenlige kommuner i Danmark. I dag pendler knap 16.000 mennesker ud af kommenen for at arbejde, mens kun knap 6.000 pendler til kommunen. Vi har altså masser af arbejdskraft – det er arbejdspladserne der mangler. Målet med den konservative erhvervspolitik er at tiltrække langt flere virksomheder til kommunen. Virksomheder skaber arbejdspladser. Arbejdspladser giver vækst og skatteindtægter. Og skatteindtægter finansierer velfærden. Der er behov for et særligt fokus på dette område efter coronakrisen. Der skal ske en genopretning hurtigst muligt.
Næstved skal være Danmarks reneste kommune.
Vi ønsker ren natur, skove og byer. Væk med plastik, papir, flasker, haveaffald osv. Vores kommune skal være Danmarks reneste i løbet af de næste fire år. Det skaber glæde for os, der bor her og giver samtidig Næstved et godt image over for besøgende og turister.