Naturgas,jordforbindelse og solidaritet

Anette Borberg Jensen har mandag et venligt læserindlæg om mig og en gasledning til Polen.

Hun spørger om jeg har mistet jordforbindelsen og slet ikke tænker på hvor meget lille Danmark skal ofre.

Mit korte svar er: Jo jeg tænker på Danmark og jeg tænker på min kommune. Men jeg tænker også på mennesker og familier uden for Danmark.I min ungdom hed det solidaritet.

Så kommer det lidt længere svar. Halvdelen af alle danskere får deres varme fra naturgas. Det gælder også familier i Brøderup, Tappernøje, Everdrup og Næstved. Det sker via naturgasledninger som blev gravet ned for flere årtier siden.

I vores naboland Polen er de ikke lige så begunstiget som os. Polen har mere end fordoblet udbygningen med vindkraft over de sidste 4 år, men er til trods for det stadig utrolig afhængig af,at skaffe varme og energi ved hjælp af miljøsvinene kulkraftværker og levering af dyr naturgas fra Rusland.Rusland som med dags varsel kan stoppe leveringen af naturgas til Polen,med katastrofale følger for millioner af alm. polske familier. Det Rusland som altid har mishandlet og terroriseret den polske befolkning.

Kære Anette Borberg Jensen: Hvis det nu var os danskere i Brøderup,Næstved og andre steder der var afhængige af en brutal nabo og beskidt kulfyring for at få varme til vores familier,ville vi så ikke håbe/forvente at lande vi var naboer og allierede med ville hjælpe os?

Især ville vi vel forvente det hvis naboerne kunne yde hjælpen til os med -trods alt- forholdsvis få gener og ulemper.

Med venlig hilsen

Helge Adam Møller
Formand for den konservative byrådsgruppe.
Medlem af Økonomiudvalget.
Møllevej 12, 4700 Næstved
Mobil: 2545 0098